Dansk artikel om bevakningen och nyanseringen i media av diagnosen ADHD.
Mediedækningen er tiltagende unuanceret med hensyn til mennesker med ADHD. Det er ikke enkelt at skelne mellem normal adfærd og ADHD, eller skelne mellem ADHD og det, der måtte skyldes følelsesmæssig belastning, stress, nedsat intelligens, sprogforstyrrelser osv. Det kræver erfaring og specialiseret indsigt. Emil fra Lønneberg ville i dag fejlagtigt få en ADHD-diagnose

Fokus på ADHD er for unuanceret

Debatten om psykiatrien er altid væsentlig, specielt fordi den på en ganske særegen måde berører mennesket og det menneskelige. Flere psykiatriske diagnoser og behandlinger har gennem tiden skabt offentlig debat og aktuelt står ADHD (Attention Deficit/Hyperactivity Disorder) for skud en kompleks lidelse, der er vigtig at forstå og forholde sig til.

Som ansatte i børne- & ungdomspsykiatrien, har vi mangeårigt kendskab til ADHD hos børn og unge. Vi oplever mediedækningen som tiltagende unuanceret med manglende hensyn til mennesket med ADHD og ønsker hermed at belyse nogle centrale emner.

ADHD er en kontroversiel diagnose, eksemplificeret i medierne, hvor argumenterne er polariseret i en forældet disput om arv vs. miljø, der til tider bærer mere præg af ideologi og politik, end videnskab.

På den ene side fremstilles diagnosen ADHD som en social konstruktion opfundet til at beskrive normal adfærd, som ikke er socialt acceptabel i det moderne samfund der konkluderes at børn med afvigende adfærd alt for ofte får en ADHD-diagnose. Standpunktet stilles skarpt op mod et helt deterministisk perspektiv, hvor ADHD forklares som fundamentalt genetisk betinget.

Genetik og miljøårsager
Enhver psykiater eller psykolog, der tager udgangspunkt i nutidig videnskabelig forskning, er bekendt med, at genetiske faktorer bidrager betydeligt til aetiologien (studiet af årsager eller oprindelse til sygdom, red.) i ADHD. En række miljømæssige faktorer er desuden blevet associeret med forekomsten af ADHD.

Men hverken genetik eller miljø, alene, kan forklare symptomernes oprindelse eller forløb for den enkelte. Ofte, selv om man videnskabeligt set kun lige er begyndt at forstå sammenhængene, opstår ADHD på baggrund af et samspil mellem genetik og miljømæssige forhold. Problemstillingen er kompleks, og der opfordres til videnskabelig ydmyghed før man udtaler sig kategorisk om ADHD.

Svært at skelne ADHD
Forskning peger på, at ADHD findes på tværs af tid, kultur og nationalitet og medfører store personlige, familiemæssige og samfundsmæssige omkostninger. Det er ikke enkelt at skelne mellem normal adfærd og ADHD, eller skelne mellem ADHD og det, der måtte skyldes følelsesmæssig belastning, stress, nedsat intelligens, sprogforstyrrelser, dårlig søvn osv.

Det kræver erfaring og specialiseret indsigt i mange forhold. Man får ikke en ADHD diagnose, udelukkende på baggrund af urolig adfærd i skolen eller på grund af konflikter i hjemmet

Vi vil lade os udfordre af et tema fra den seneste mediedækning: Emil fra Lønneberg fremføres ofte som eksempel på et barn, som man i de gode gamle dage blot opfattede som en rask og frisk dreng, men som børnepsykiatrien i dag ville sygeliggøre med en ADHD-diagnose. Vi er ikke enige: Emils evner til at:

a) egenhændigt tage initiativ til at snitte 100+ træmænd uden at komme til skade,

b) træne Grisepjok til at udføre forhindringsløb,

c) transportere en alvorligt syg Alfred til lægen i Mariannelund i en strid snestorm, kræver fortræffelige opmærksomheds- og koncentrationsevner, impulskontrol og motorisk ro.

Emil var fræk og initiativrig, men han ville i dag ikke opfylde kriterierne for en funktionshæmmende ADHD-problematik.

Betingelserne for en ADHD-diagnose er, at symptombilledet skal være til stede mere eller mindre fra fødslen, og at symptomerne skal være hæmmende for personen i væsentlig grad gennem længere tid i forskellige sammenhænge i livet.

Omgivelserne må forstå
En række tidlige og aktuelle forhold skal afdækkes for at sikre en pålidelig diagnose. Hvis miljøet omkring personen er meget ustabilt, kan der være behov for at iværksætte social støtte og etablere stabile vilkår for personen, inden udredning for ADHD overvejes.

Hvis et barn/ungt menneske får diagnosen ADHD, er første led i behandlingen at skabe forståelse, ikke mindst fra omgivelserne. En ADHD-diagnose er ikke en pegefinger rettet mod individet, men mod omgivelserne i form af krav om hjælp og støtte.

Alt for mange børn med ADHD opleves som adfærdsforstyrrede eller uopdragne børn af omgivelserne. Dagens samfund stiller høje krav til den enkeltes opmærksomhedsfunktion og evne til at danne overblik og planlægge.

Den fordring rammer personen med ADHD specielt hårdt og kan ligestilles med at kræve at et barn i kørestol skal gå op ad trappen. Derfor er børn, unge og voksne med ADHD ofte præget af belastningssymptomer, både i form af tristhed, negativt selvværd, irritabilitet, men også af vrede og konfliktfyldt adfærd. Symptomer, der bedres i væsentlig grad, når de bliver mødt med forståelse og støtte.

Medicin giver vågenhed
Parallelt med at skabe indsigt og støtte, er det vigtigt at afklare muligheden for en medicinsk behandling. Effekten af medicin er en af de mest undersøgte og højeste i forhold til andre psykiatriske lidelser. Men vi fremhæver skyndsomt, at medicinsk behandling forudsætter, at der er skabt forståelse, accept, og stabile rammer omkring barnet med ADHD. Det giver ikke mening at opstarte en medicinsk behandling, hvis hjemmet eksempelvis er præget af aggression rettet mod barnet, hvis der er ustrukturerede skoleforhold eller andre belastende faktorer til stede.

Mange misforståede påstande om medikamentel behandling for ADHD bliver fremført. Vi vil kort og meget forenklet redegøre for rationalet bag medicin.

Det centrale symptom på ADHD er opmærksomhedsvanskeligheder og dets neuro-biologiske grundlag er uhyre komplekst, og indsigten bliver stadig dybere. Man mener, at forstyrrelser i neurotransmitterne dopamin i hjernen, som er et stof, der bidrager til, at cellerne kommunikerer indbyrdes, spiller en vigtig rolle for de opmærksomhedsvanskeligheder, man ser ved ADHD.

Forstyrrelsen bevirker, at centret for opmærksomhedsfunktionen mangler energi og bl.a. derfor påvirker koncentrationen. At kunne koncentrere sig, skabe overblik, tænke sig om og fastholde et fokus for sine tanker kræver meget energi.

Den hyppigst anvendte medicin, methylphenidat, øger dopamin i hjernen. Det er således forkert, når det siges, at medicinen dæmper de urolige børn. Tværtimod øger stoffet energien i hjernen og bevirker en større grad af vågenhed.

De hyppigste bivirkninger er appetitnedsættelse og vægttab. De fleste med ADHD oplever, at den medicinske behandling gør det muligt for dem at forfølge deres mål og at klare flere af hverdagens opgaver og krav. Det afgørende succeskriterium for den medikamentelle behandling af ADHD er forbedring af opmærksomheden og personens trivsel bredt vurderet.

Selv om medicin ofte har en positiv effekt, så er medicin i sig selv ikke en mirakelkur for ADHD. Den positive effekt varer ikke altid ved på lang sigt for alle.

Psykologisk behandling
Nogle psykologiske behandlingsmetoder for ADHD har i studier vist god effekt. Men studierne er få i forhold til mængden af medikamentelle behandlingsstudier, og aktuelt ved vi ikke, om psykologisk behandling af ADHD er mere eller mindre effektiv end medicin på lang sigt.

Retningslinjer til behandling af ADHD, såvel nationale som internationale, opfordrer således til, at ADHD behandles både med psykologiske, pædagogiske og medikamentelle tiltag bortset fra ADHD hos førskolebørn, hvor pædagogiske tiltag og forældretræningsprogrammer er anbefalet som førstevalgs-behandling.

Hvert individ sin grad
Det er ikke enkelt at forstå eller behandle ADHD. Det kræver en specialiseret viden, som det fremgår af de internationale retningslinjer. ADHD kan have forskellige sværhedsgrader og følgevirkninger. Nogle vil have mere eller mindre behov for medicin, psykologisk behandling og pædagogisk indsats. Symptomerne og behandlingsbehovene skal vurderes individuelt for hvert enkelt menneske med ADHD.

Der udtrykkes i medierne stor bekymring over det stigende antal mennesker der diagnosticeres med ADHD. Forekomsten af ADHD i befolkningen er i undersøgelser vurderet til at ligge lige fra to pct. til otte-ni pct.

Den samlede Børne- & Ungdomspsykiatri i Danmark ser knapt en pct. af alle børn og unge, så der er lang vej endnu inden børn og unge med mulig mistrivsel pga. ADHD kan få adgang til undersøgelse og hjælp.

Det er vigtigt at forholde sig undersøgende i forhold til de årsager, der har indflydelse på diagnosen; biologiske, psykologiske, sociale og samfundsmæssige. Men det er vigtigt at diskutere ud fra et sagligt perspektiv.

Den specialiserede viden på ADHD-området er på ingen måder fuldendt. Der mangler fortsat udvikling af behandlingsmetoder og tilbud, der på lang sigt kan hjælpe de mennesker, der i dagligdagen er hæmmet af ADHD, personligt, socialt, fagligt eller arbejdsmæssigt.

ADHD er en reel lidelse, der kræver en saglig debat båret af en forståelse, der anerkender de store personlige og samfundsmæssige omkostninger som ADHD ofte medfører.

Et sådan fokus ville være betydeligt mere frugtbar og visionær end den unuancerede polemik, der har præget medierne den sidste tid.

Jacob Ørnberg er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri. Anne-Mette Lange, specialist i klinisk børnepsykologi. Begge ansat ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Risskov.